Afstand og nærhed

Af Lars Buchardt


Det er mere interessant at opløse end at indkredse identitet;
diskontinuitet er mere eftertragtelsesværdig end kontinuitet;
hybride og flydende ideer er mere frugtbare end fastslåede identiteter;
diskontinuitet og selvforglemmelse er forudsætninger for kunstens genopfindelse,
for at man bevæger sig fra sin egen position til en andens.

ET: CYBERSPACE. EN ILLUSTRATION

Her er hverken et fysisk eller et konceptuelt rum. Her er 'sites', men intet imellem dem, ingen 'inter-stedslighed', ingen mellemrum, ingen landskaber, ingen arkitektur, ingen kroppe, ingen berøring, ingen smag, ingen duft, ingenting, kun 'indvendigheder' uden 'udvendigheder'.
Afstand kan forstås både fysisk, i den mest bogstavelige forstand, og konceptuelt, som det der gør rejse, bevægelse og adgang ind til noget, til en funktion af tid.
Afstand bringer orden. Man opholder sig på et punkt fra hvilket nogle ting er nære, nogle fjerne. Man kan bevæge sig imellem dem.
Afstand gør synlig. Man kan betragte et rum og fastslå hvad det indeholder. Eller, hvis det er sløret eller meget stort, kan man forestille sig hvad det kunne indeholde.
Afstand skaber neutrale områder. Afstand implicerer rum mellem steder hvor subjekter kan se hinanden og deltage i umiddelbare forhold. Afstand giver mulighed for fællesskab og nærhed.
At 'surfe': Ordet bruges fordi der ikke findes andet. Det er misvisende; jeg surfer ikke; jeg oplever ikke noget der ligner bølger; jeg sidder på en stol foran skærm, lyseffekter og mus. Jeg sidder i et loop. Når jeg 'surfer', har jeg altid fornemmelsen af, at jeg ikke finder frem til der hvor festen finder sted.
Men der er ingen fest, for der er ingen mennesker. Nettet anbringer subjekt og objekt i et mærkeligt tavst og navnløst forhold til hinanden, hvor der ikke er andet eller andre. Jeg glemmer flere af de steder jeg har 'været'; det skyldes måske at jeg faktisk ikke har været der. De steder jeg har 'været', 'ved' at der har 'været' nogen, men ved ikke af at jeg har 'været' der. Der er ingen mulighed for at forandre denne situation; hvis jeg taler er der ikke nogen der svarer; jeg kan ikke se bagud eller til siden, for at se om der skulle være andre til stede. Der er kun 'punkt-til-punkt-meddelelser'. Symmetrisk? Nej, nærmere en feedback-sløjfe: ensom interaktion. Ikke desto mindre ligner de meddelelser jeg får, dem jeg får uden for det digitale ikke-sted. De kan være:
'Forhørende', de der kræver information.
Informative, de der viderebringer information.
Imperative eller effektive, de der forårsager en ændring i modtageren.
Den dualistiske menneskeopfattelse og det dualistiske verdensbillede udgør nogle af forudsætningerne for de seneste årtiers science fiction-romaners og -films excesser ud i transcendentale forestillinger om 'Cyberspace', den virtuelle parallelverden, 'metaverset', med dets muligheder for sammensmeltning af sjæl og legeme, krop og ånd, for ophævelsen af splittelsen.
Men fascinationen af internettet er ebbet ud. Der kom ingen sammensmeltning, ingen forening. Ingen ophævelse af skel. Der kom ingen perfekt kommunikation, derimod mest kun en sejlen rundt mellem øer af information, vekslende uforudsigeligt mellem relevans og irrelevans. (Det store grid ejes ikke af os, men af militær- og kapitalkræfter).
TO: BETYDNING
som i:
'landskab betyder' - ?
'lys betyder' - ?
'mørke betyder' - ?
'ansigt betyder' -?
'krop betyder' - ?
'afstand betyder' - ?
'bevægelser betyder' - ?
etc.
Det er spørgsmål som kan forsøges besvaret alene ved hjælp af akademias lager af metoder. Jeg tror at svarene forbliver i sikker forvaring inde i de støvede bygninger.
Spørgsmålene kan også forsøges besvaret uden brug af begreber: beskrivende i følelsesmæssig og sanselig, måske poetisk, måske i rablende og hallucinerende forstand. Jeg tror tilsvarende at svarene bliver inde i drivhusene; og nu har jeg igen løbet panden mod en forskel.
Når vi taler om kunst, taler vi om betydning.
I flæng: Om kommunikation, dialog, følelsesmæssig påvirkning, sanselig påvirkning. Transcendens. Det skønne og det sublime. Om historiske og filosofiske og psykologiske referencer. Idealisme og materialisme. Om navne der opfattes som betydningsfulde - indsæt selv. Om identificering, navngivelse og anbringelse (og måske dermed uskadeliggørelse) foretaget af en given samfundsorden eller magtstruktur, for eksempel på museerne ('metafysiske lossepladser' - Robert Smithsons udtryk). Om kunstnersubjektet. Hvor meget producerer det, hvor meget er det selv et produkt? Hvad taler igennem det? Om subjektet i det hele taget, og hvor er det blevet af? (Etymologisk: 'subjekt' lig 'underkastet'). Om trekanten kunstner, kunstværk og beskuer, en tvangsfigur, der handler om ejendomsret og rollefordeling. Eller om at forsøge at forene kunstværk og beskuer i én betydningsproces. Om kunstinstitutionen, og om at forsøge at indgå i den, at undgå den, ændre den eller ødelægge den. Om at være affirmativ eller subversiv. Om det autonome og det kontekstuelle. Om sprog, koder og kontekster, der determinerer vores aflæsning-reception / oplevelse-sansning.
I de modeller, ideer, modsætninger og stridigheder, der er fremstillet ovenfor, benyttes der væsensforskellige måder at forholde sig til kunst (og til Verden) på. Der er to (hoved)sprog, to (hoved)metoder.
Der er det kolde:
Videnskabelige, skolede (socialiserende), ofte metafysiske metoder, som forsøger at skabe distance til Verden (og kunsten), for at kunne analysere den, det vil sige at forsøge at skille den ad i dens bestanddele, for eksempel i form og indhold, i indekser, symboler og ikoner, denotation og konnotation, subjekt-objekt-forhold etc, og som i sine vaklende selvforståelser bilder sig ind, virkelig at være på afstand. Mind over matter. De forsøger at tegne et overordnet og afsluttet skema gennem identificering og kategorisering: Kontrol. Gives der en undersøgelse der ikke influerer på sit objekt? Gives der en undersøger der ikke påvirker undersøgelsens resultat? Hvordan samles stumperne til et billede der kan andet end blot dechifreres, og derefter forlades, dødt, udtømt, gjort til ord, redundant og ligegyldigt? (Men, selvfølgelig, så er det kontrolleret). Hvor om alting er, er dette måder at forstå på, der for at kunne nå til nogen mening, nødvendigvis må tilstræbe at være upersonlige og asociale.
Der er det hede:
Andre erkendelsesmåder, de som spreder sig; de bevæger sig tilsyneladende uden om, eller ubesværet lige igennem enhver form for lærd eller videnskabelig metode og sprog. De respekterer ikke genreafgrænsninger; det betyder ikke at de ikke er underlagt noget normativt, de har igennem historien opsamlet mangfoldige vaner og metafysiske forestillinger, som de ikke altid reflekterer over, idet de ikke beskæftiger sig meget med at reflektere i stringent forstand; de sanser og er meget produktive og ekspressive og livgivende. 'Vanvittige', undertiden: metaforiske - og metonymiske: betegnelserne flyver rundt. De bevæger sig ikke analytisk, men syntetisk: de forsøger at samle Verden. De koncentrerer sig ofte om detaljen, og bevæger sig igennem den til helheden. De gør det i en tro på at der findes et umiddelbart, råt sprog, som er ren denotation; og nogle gange nærmer de sig. De tror at der ikke findes grænser, eller rettere, de tror de kan bevæge sig osmotisk gennem alle sprog og skabe deres egne, lidenskabelige eller ekstatiske, de tror sig i stand til at være oceaniske, grænseløst deltagende i Verden, i sidste instans uden selvbevidsthed. De vil gå op i helheden. De bilder sig ind at alt er nærhed.
Både det hede og det kolde kan bevæge sig i højderne og i dybderne. Det synes blot som om begge måder lider af alvorlige mangler.
Det kolde er stringent, artikuleret, bevæger sig mest i højderne, og lader imponerende tanke-bygninger tone frem. Men det er ikke bygninger man kan bebo. Her er, igen, kun 'indvendigheder' uden 'udvendigheder'; ingen vægge, ingen krop. Dette er analogt til cyberspace-romanernes visioner af fremtidens internet, bestående af lysende, blinkende bygninger og konstruktioner, gjort af information.
Det hede er uforudsigeligt vildtvoksende, berusende, mest underjordisk, nogle gange visionært, nogle gange dumt, ofte ubevidst og usprogligt; det er svært at oversætte; det er ofte uforståeligt uden for sin egen sammenhæng; det lever kun i, og kan kun sanses i hengivelsen og i ekstasen. Og de er som bekendt ikke vedvarende tilstande.
Denne splittelse mellem analyse og syntese, kulde og varme, afstand og nærhed, kunne minde om forestillingen om modsætningen mellem ord og billede, som stadig er fremherskende. Denne forestilling er en ulykkelig misforståelse, den er et tvingende skel, som tanken sikkert ofte blindt lader sig styre af. Det sker, helt uden tvivl, også i denne tekst, som i stigende grad laver cirkler, vender tilbage, spejler; teksten driver mig rundt. Imidlertid kan der næppe være stor uenighed om, at når man ser og hører nærmere efter, vil man se og høre, at den verbale og skriftlige repræsentation er fuld af billeder, og at den billedmæssige repræsentation er fuld af sprog. Der findes en forskel og en afstand, men det er ikke det samme som en modsætning. Måske er forestillingen løftet ud af modsætningen kultur-natur; og videre: ud af modsætningen krop-bevidsthed (the mind-body problem). Indsat er: billedet som natur og krop, og ordet som kultur og ånd, bevidsthed.
Der synes hele tiden at være noget der klinger falsk:
Jeg har peget på forestillingen om sammenhæng eller lighed mellem ordet og den distancerede, forsøgsvist objektive tilgang til Verden og til kunsten, og jeg har påstået at denne tilgang ofte ender i dødlignende ligegyldighed. Det skyldes givet en fejlslutning, forårssaget af mønstre eller 'tvangstanker', at jeg foretager disse koblinger: ord - analyse - død
Måske vil det være produktivt at vise endnu en afstand, den som findes mellem ordet og teksten, og i koblingen ord - analyse - død at ombytte 'ord' med 'tekst' og 'død' med 'rådvildhed'. Nærværende tekst er måske et eksempel på tekst, noget der er tekstur, stof, hybridt, vævet; noget som forhåbentligt ikke opfattes som dødt, men som søgende og spørgende.
Hvor om alting er:
Ord betyder ikke bare ord. Det betyder mening. Guds ord. Logos. Kristus.
'In a sense, God died the moment Adam threw away the core. And as what was left of the fruit decomposed into the ground, God's relationship with the subject decomposed as well. Language now took on a new function; to find God, and to fill the void left behind by his passing.' Peter Bebergal, 'A Meditation on Transgression. Foucault, Bataille and the Retrieval of the Limit.' (Ctheory.net).
Jeg har beskrevet det videnskabelige eller analyserende som koldt og distancerende, og det syntetiske som hedt, og som en gåen op i helheden. Intet af dette er sikkert. Det analytiske kan også være berusende - og skræmmende; det kan gå mod en slags ud-af-kroppen-oplevelse, der er dragende og angstfremkaldende. Det kan lige så vel som det syntetiske være ekstatisk. Det kan åbne for enorme tomrum i vor forståelse, og oplevelsen af disse kan tvinge bevidstheden hen på eksistentielle spørgsmål, der kan ændre vore liv, ødelægge eller berige dem.
Det syntetiske er ikke nødvendigvis hedt, det kan måske tværtom ende i noget helt frossent: i en slags såvel intellektuel som følelsesmæssig varmedød eller entropi; det kan begrænse sig til at bevæge sig blindt og horisontalt i mønstre der dækker alt, og dermed slører alle pejlemærker i landskabet. Det produktive og livgivende kan invertere sig selv, blive sin egen modsætning.

Tekster

Home

Lars Buchardt Estlandsgade 20, 2. tv., 1724 Copenhagen V, Denmark, Phone +45 2216 9148
Email: larsbuchardt@gmail.com